– Mál er at þylja þularstóli á Urðarbrunni at!
– Ljóðs bið ek allar, frænkar ok frændir. Til árs ok friðr.

Dette er, om Odin vil, den første i en række af torsdagstaler til Harreskovens Blotgilde, hvori jeg vil berøre forskellige emner med relevans for Asatroen, samfundet og det enkelte menneske. Når vi taler om religion og spiritualitet, hvad er så bedre end at lægge ud med forholdet mellem:

Den fælles tro og det personlige gudsforhold

Asatroen er en religion og religion er en spirituel vej.
Men en vej til hvad? Hvordan når vi derhen? Og er det i det hele taget vigtigt?

I den moderne vestlige verden er det friheden til at definere sin egen virkelighed, at opfylde sine behov, at udleve sine drømme og sit begær, der er i højsædet. Hvad man i den moderne verden ikke tænker så meget over, er hvad disse ting kommer af. Hvorfra kommer dit begær, dine drømme og dine behov? Hvad er essensen af at være dig? Ja, hvorfor er du og jeg i det hele taget til?

Når man tænker over det, hvad er så egentlig oddsene for, at der i det hele taget eksisterer noget som helst? De fleste mennesker slår som regel den tanke hen, fordi vi ved jo godt, at verden eksisterer, så hvorfor beskæftige sig med det? Det er så besværligt og konsekvensen ved at stille spørgsmål er muligvis, at man ikke bryder sig om svaret. Alligevel sker det, at vi spørger. Enten fordi vi er nysgerrige og måske lidt naive, eller også fordi livet viser sig ikke at være så nemt som den vestlige verdens frihedsbegreb gerne vil gøre det til.

Alt hvad vi kender til fra denne verden, er blevet til af noget andet. Vi ved fks, at en høne er blevet klækket som kylling af et æg. Vi ved også, at ægget er blevet lagt af en høne. Det er hvad der i filosofien kaldes årsagsprincippet (eller med et fint ord kausalitetsprincippet). Enhver virkning er blevet til ved en årsag, og der er ikke nogen virkning, der ikke har en årsag. Den skarpsindige læser har naturligvis bemærket, at vi har et problem med hønen og ægget. – det man ofte kalder hønen og ægget-problemet. Hvem kom først, hønen eller ægget? Det burde være nemt at indse, at hvis hele slægtstræet af høner og æg skulle være blevet til af sig selv, så var intet æg blevet lagt og ingen høne blevet klækket, da forudsætningen kræver, at der forud skulle have været enten en høne eller et æg. Det kan illustreres ved at opstille en række dominobrikker. Hvis den første vælter, så vælter de alle sammen, men det kræver, at den første dominobrik bliver væltet af noget uden for rækken af dominobrikker. Selv hvis man, som vi Asatroende gør, ynder at have et cyklisk verdensbillede og stiller dominobrikkerne op i en cirkel skal der noget uden for cirklen af dominobrikker til at sætte forløbet i gang.

Vi moderne mennesker der, i folkeskolen, er blevet undervist i naturvidenskabelige fag (og ikke i intelligent design) ved naturligvis godt, at høner og æg har udviklet sig fra amøbelignende væsner, der igen har udviklet sig fra organiske molekyler, der er blevet til ved kemiske reaktioner af grundstoffer, der for meget længe siden er skabt gennem forbrænding af brint i stjerners indre og i sidste ende stammer fra ”the big bang.”

Hele vores moderne viden ændrer dog ikke ved hønen og ægget problematikken, for hvem tændte lunten til ”det store brag?” Hvad var årsagen, der skabte virkningen? Selv hvis man finder årsagen til ”the big bang” (koliderende paralleluniverser er blevet foreslået) fortsætter hønen og ægget problemet i al evighed, da man også ville kunne spørge, hvordan den årsag er blevet til. Derfor står vi med det filosofiske problem, at verden, som vi kender den, ikke ville kunne være blevet til af sig selv. Verden må derfor være blevet til af en årsag, der befinder sig uden for kæden af årsag og virkning. En årsag, der ikke selv er forårsaget af noget og derfor må være evig, ikke begrænset af tid og rum. Denne årsag er det man bredt kan kalde Den Guddommelige Dimension eller det vi i Asatroen kalder Regin öll og som Eddakvadet Völuspá kalder ”Burssønnerne” – den nordiske treenighed Oðinn, Hönir og Loður. Det er den guddommelige dimension vi mennesker søger gennem vores spirituelle vej. Religion og spiritualitet er erkendelsen af eksistensen af en højere dimension, der er større end mennesket og som er formålet med vores eksistens.

Nu vil der sikkert være nogle der, som det er så typisk i det neo-paganistiske Asatromiljø, indvender; ”Nej det er bestemt ikke det, jeg søger og der er ingen, der skal komme her og bestemme, hvad jeg forstår ved spiritualitet.” Det er også fint nok. Vi er ikke det samme sted på rejsen og vi må alle gå den selv. Nogle når frem. Andre farer vild på vejen. For at finde vejen, er der flere metoder vi kan bruge. Dels det personlige gudsforhold / spiritualitet. Kald det hvad du vil. Dels den fælles tro og dels en kombination af de to.

For det enkelte menneske gælder det personlige gudsforhold. Det vil sige den viden du modtager gennem direkte inspiration fra den guddommelige, spirituelle eller transcendentale dimension. Inden for den traditionelle Asatro er der en række metoder, der har været brugt og som stadig er brugbare. (Bøn, ofring, drømmesyn, udesidning, Sejð, ham-rejser m.m).

Dit personlige gudsforhold er noget der hører under det begreb der i neo-paganisme ofte kaldes UPG (Ubekræftelig Personlig Gnosis) – personlig viden uden mulighed for bekræftelse. Inden for neo-paganisme opfattes den direkte kontakt til det guddommelige som langt mere sand og autentisk end dogmatiske læresætninger, der udlæres i et religiøst samfund. Det er sådan set også fint nok, så længe dit personlige gudsforhold er din egen personlige spirituelle vej og der virkelig er tale om inspiration fra den guddommelige, spirituelle eller transcendentale dimension.

Der er bare det ved det, at dit personlige gudsforhold ikke kan gøres til genstand for en fælles tro, et religiøst trossamfund. Netop fordi det er noget der er ubekræfteligt, er det ikke noget, vi kan være fælles om. Det er en viden, som du har oplevet, men som vi andre ikke kan vide, om er sandt. Vi kan ikke vide, om det bare er noget du finder på eller binder os på ærmet for egen vindings skyld.

I Havamål v. 80 Står der at: ”Þat er þá reynt, er þú að rúnum spyrr inum reginkunnum, þeim er gerðu ginnregin ok fáði fimbulþulr, þá hefir hann bazt, ef hann þegir.” Hvis du søger personlig indsigt fra det guddommelige (rúnum betyde i denne forbindelse indsigt eller budskab) så er det bedst hvis du tier stille med det.

For det andet så er den direkte spirituelle inspiration ikke nødvendigvis så nem at finde ud af selv. Uanset hvor meget vi vil selv, og mener at vi kan selv, så må vi erkende, at der altid er nogen, der er dygtigere end os og at der er nogle, der har gået den spirituelle vej før os.
Hvis du fks havde en hjernesvulst og du fik valget mellem at få operationen udført at en uddannet hjernekirurg eller en murerarbejdsmand, så er der næppe tvivl om, hvad langt de fleste mennesker ville vælge. Man kan indvende, at vi ikke længere har en mundtligt overleveret uddannelse fra fortidens goder, gydjer og thuler, alligevel har vi et sted hvor den fælles tro er overleveret i skriftlig form.
Du kan selv bekræfte dit personlige gudsforhold i den fælles tro, ligesom du kan bekræfte den fælles tro i dit personlige gudsforhold. Ofte hænger det sammen. Bekender du dig som Asatroende, møder guddommeligheden dig i væsner fra den Nordiske Mytologi. Tror du på engle, møder den dig som engle. Tror du på Jesus, er det Jesus du ser osv. Den religion du har, viser sig ofte i dit personlige gudsforhold.

Det, vi har tilfælles som Asatroende, er den Nordiske Mytologi som er overleveret i gennem Edda litteraturen. Det er tekster, som både du og jeg kan læse. Det er en objektiv sandhed, der hverken er din eller min, men noget vi har til fælles. Uden Edda litteraturen havde vi ikke vidst meget om den Nordiske Mytologi. Det, der gør en religion til fælles foretagende, er at man kan henvise en fælles tradition. En tradition, der fastlægger de grundlæggende dogmer, opstiller en kosmologi og en række etiske retningslinjer for menneskets adfærd. Ofte er de nedfældet i en eller flere tekster, man er enige om, hvad end de er mundtligt eller skriftligt overleverede.

Nogle Neo-paganere ville nok påstå, at vi ikke er enige om en sådan tekst og det er der sikkert også nogle, der ikke er. Der er dog det ved det, at de trossamfund der er anerkendt med Asatroen som religion, både FornSiðr og Harreskovens Blotgilde, er anerkendt som trossamfund ved at henvise til de samme tekster, nemlig den ældre Edda. Derfor har vi en overleveret tradition som store dele af Asatromiljøet er enige om. En fælles tradition som du kan bruge som kompas på din personlige vej. De der tror på noget andet som de selv eller Nationalmuseet har fundet på, må naturligvis selv om det, men de skal ikke påstå, at de er mere autentiske end de dele af Asatromiljøet, der bygger den fælles tro på Edda litteraturen.
Den fælles tro betyder dog ikke, at nogen har monopol på tolkning af Edda litteraturen. Vi skal kunne diskutere forskellig udlægninger af teksten ud fra tekstens præmisser. Man må dog kunne argumentere for sin sag, hvis man vil overbevise andre om rigtigheden af sin tolkning og Edda litteraturen bør altid være den fælles referenceramme i sådanne diskussioner. Dog må tekstens vigtigste funktion være at søge visdom og guddommelig indsigt. Ikke at slå hinanden oven i hovedet med, hvad der er rigtigt eller forkert.

Edda litteraturen består af to bøger den yngre og den ældre Edda. Det er vigtigt at holde sig for øje, at der er stor forskel på de to bøger. Der er en vigtig grund til, at det er den ældre Edda, som de anerkendte Asatro samfund refererer til i deres ansøgning om godkendelse. Det er primært fordi det kun er den ældre Edda, der er indeholder skrifter af religiøs karakter. Dels udgør kvadene i den ældre Edda de primære kildeskrifter til den yngre Edda og i modsætning til den Yngre Edda, der er skrevet i middelalderen, så er kvadene i den ældre Edda komponeret i 8-900’tallet. Det vil sige før kristendommens indførelse.
Vi ved ikke, hvem der skrev kvadene i den ældre Edda, men den er tydeligvis blevet til i den norrøne skjaldetradition. De fleste forskere daterer dem til førkristen tid ud fra sproglige former.

Den Yngre Edda er ikke nogen religiøs tekst, men en lærebog for skjalde. Man kan derfor ikke direkte basere Asatroen på Snorres Edda, men den indeholder vigtige oplysninger for forståelsen af den ældre Edda. Ikke mindst skjaldesproget med dets metriske former og poetiske omskrivninger. Den Yngre Edda er den eneste “Edda eksegese” (eller kommentar) vi har til rådighed i dag.

Kvadene i den ældre Edda er fuldt tilstrækkelige som grundlag for en fælles religion. Den indeholder en kosmologi der er fordelt på flere af kvadene bla. Vafþrúðnismál, Võluspá, Hárbarðslióð, Alvíssmál og ikke mindst Grímnismál, som jeg plejer at kalde Nordisk Mytologis Upanishader. Den indeholder en eskatologi der primært står i Võluspá men også refereres i Vafþrúðnismál, Hyndlulióð, Vegtamskviða og Lokasenna.
Endelig har den en visdomsdigtning i Hávamál, der ikke står tilbage for andre religioners visdomsdigtning. Den høje “Hár” er Odin og kvadet er Odins tale til menneskeheden.

I den del af kvadet der kaldes Loddfáfnirsmál siges der direkte, at der er tale om gode råd. “Ráðumk þér, Loddfáfnir, en þú ráð nemir” -> “jeg råder dig Loddfáfnir, så tag mit råd” Odin henstiller her til at man følger hans råd. Og så fortsætter han: “njóta mundu, ef þú nemr, þér munu góð, ef þú getr” -> “Til nytte hvis du forstår det, det gør dig godt, hvis du tager det til dig.”
Du behøver ikke at følge Odins råd, men det er klogt at gøre. Her er altså tale om en kilde til personlig selvudvikling, hvor den Asatroende kan søge selvindsigt og blive et bedre menneske.
Hávamál er også et kvad du kan bruge i dit personlige gudsforhold fks i forbindelse med bøn, ofring, drømme, udesidning, Sejð, ham-rejser m.m.

Kvadene i den ældre Edda er tekster der gør Asatroen til en ægte spirituel vej og ikke bare et eventyr af Tolkien. Som Asatroende kan vi endda betragte kvadene i den ældre Edda som profetisk litteratur i og med at skjaldskaben er direkte inspireret af Odin, at flere af kvadene fremstår som Odins direkte tale samt at Võluspá direkte udgiver sig for at være en spådom.

Asatroende kan naturligvis være uenige om tolkninger. Det er også fint nok, så længe man kan argumentere for sit synspunkt. Teksten er en ramme for det, vi som fællesskab er enige om. Vi behøver som moderne mennesker ikke nødvendigvis kunne lide alt, hvad der står i teksten, men som Asatroende må vi være enige om, at der står det der står og at man ikke bare kan shoppe rundt i teksten, som man har lyst. Mange af de holdninger, vi i den vestlige verden har til religion, stammer fra oplysningstidens opgør med religion, der banede vejen for det moderne gennembrud.
Den religion, der står nedfældet i den ældre Edda, er en middelalder-religion fra før oplysningstiden og det moderne gennembrud. Når vi i moderne tid har taget denne religion op igen, så er det, vi må gøre op med os selv, hvad det er vi vil opnå.
Hvis vi vil fortsætte oplysningstiden og det moderne gennembruds opgør med religion, så må vi overveje, hvor hensigtsmæssigt det er at forsøge at genoplive en gammel middelalderreligion.
Hvis vi der imod mener, at oplysningstiden og det moderne gennembrud har smidt barnet ud med badevandet, er det på tide, at vi igen begynder at lære at blive religiøse.

heill sá, er kvað,
heill sá, er kann,
njóti sá, er nam,
heilir, þeirs hlýddu.