Mál er at þylja þularstóli á Urðarbrunni at!
Ljóðs bið ek allar, frænkar ok frændir. Til árs ok friðr.

Her forleden dag faldt jeg over en side på internettet jesusfrelser.dk/nordiske-guder… der påstår at de nordiske guder er falske afguder. De skriver blandt andet:
”Hvor meget vi kan lide det eller ej, kan disse såkaldte nordiske “guder” ikke frelse os. Man kommer ikke ind i himlen – eller til noget “Valhal” – med sin asatro. Man kommer direkte i Helvede.

En dag kommer vi til at stå ansigt til ansigt med universets skaber, Gud. Og der vil vi forstå, at vi har syndet mod Ham, og ikke andre. Vi har brug for en frelser, der kan redde os.”

Upåagtet at nogle moderne neo-paganistiske Asatroende ikke selv ønsker at blive frelst, (frelse ser de som noget for fårede kristne og opfatter det som lidt langtrukkent at skulle spille på harpe i al evighed), så er det tydeligt, at den kristne sekt, der har skrevet ovenstående, har den typiske kristne vrangforestilling, om at alle andre religioner end deres er falske.
Set fra et Asatro synspunkt er det faktisk den kristne eksklusivitet der er det mest problematiske ved kristendommen. Dels skaber det nogle unødige ”dem og os” skel, og dels er det direkte modproduktivt, idet deres dårlige eksempel skræmmer mange mennesker væk fra at søge det spirituelle. Under alle omstændigheder bygger deres påstand på et meget ringe kendskab til den Nordiske Mytologi. Det er dog svært at klandre dem for det, al den stund at det billede der er skabt i offentligheden om Asatro, ikke helt er i overensstemmelse med, hvad der står i den ældre Edda. Så her vil jeg ud fra Edda litteraturen forsøge at svare på følgende spørgsmål:

Kan man opnå frelse gennem Asatroen?

Det korte svar er at ja, selvfølgelig kan man det.
Frelse er et begreb der direkte nævnes i den ældre Edda. Kvadet Grimnirsmál er et kvad, der på overfladen handler om gæstfrihed, men når man dykker ned i teksten, handler det om verdens og Odins natur. Det er et kvad, hvis spirituelle dybde kan måle sig med Upanishaderne i vedisk litteratur. I vers 45, lige inden kvadet går over til at opremse Odins mange navne, står der ”Svipum hęfk nú ypt fyr sigtíva sonum, við þat skal vilbjǫrg vaka” hvilket kan oversættes med; ”nu har jeg løftet sløret for det guddommelige og på dette skal den der ønsker sig frelse, være opmærksom.” (Ordet ”bjǫrg” betyder frelse og ”vilbjǫrg” betyder den der har viljen til, eller ønsket om, frelse.) Det er sikkert ikke helt tilfældigt at sætningen kommer lige efter vers 44 hvor af det fremgår, at ”Óðinn er æðstr ása” Odin er den ypperste eller mest sublime af de himmelske væsner. ”Ásir” eller Aser er de himmelske væsner. Ordet har en etymologisk forbindelse til de Zarathustriske ”Ahura” der betegner de himmelske væsner og som også indgår i navnet ”Ahura Mazda” – den øverste Gud og skaber i Zarahustrismen.

Hvad betyder så begrebet ”frelse” i en Asatro sammenhæng? Det kan man læse i Vølvens Spådom. Mennesket er skabt med ånd, tanke og dyriske drifter, som der står i vers 18 af Völuspá: ”Ånd gav Odin, tanke gav Hænir, blod og ansigtsfarve gav Lóðurr”. Denne verden varer ikke evigt, men det gør ånden, der er fra Odin. Derfor er det ikke slut, når man dør. Det vil sige, at det ikke som sådan er døden, man bliver frelst fra. Når man dør, kommer man til dødsriget Hel, der er en slags ventesal, hvor man venter på verdens undergang, i Asatroen kaldet Ragnarök. Hvis man dør i kamp for en retfærdig sag og ellers ikke har lavet krigsforbrydelser eller skabt ufred i landet får man et midlertidigt ophold i enten Valhal eller Folkvang. Derimod vil de der gør sig skyldig i de tre dødssynder i Nordisk mytologi, dvs. Svindlere, mordere og ægteskabsbrydere, blive straffet. Enten i Kedellunden ved Kilden Hver-gelmer eller i salen af ormerygge på Ligstranden, hvor syndere må vade gennem tunge strømme af slangegift. Ingen af disse tilstande varer dog ved og alle mennesker genopstår ved Ragnarök. Her deltager de i det store slag mellem godt og ondt.
Efter at verden er gået under og en ny verden er skabt, vil de hæderlige Odin hengivne, ærlige og syndfri mennesker få et bosted i den himmel der hedder Gimlé, hvor de vil være salige i evighed. De mennesker der hænger fast i den materielle verden tager dragen Niðhugg med til Niðrfjöllum der betyder ”skamfjeldene” eller mørkets fjelde.

Hvad skal man så gøre for at blive frelst som Asatroende? Man skal først og fremmest afholde sig fra de tre dødssynder som man straffes for i ormerygsalen på Ligstranden. Det vil sige at man skal afholde sig fra uærlighed og undlade at lave svindel. Man skal afholde sig fra at slå uskyldige ihjel og man skal afholde sig fra at lokke en andens kæreste eller ægtefælle på afveje. Og så er det også godt at følge de råd som Odin – den øverste gud og skaber har givet menneskene i det kvad der hedder Hávamál. Der står mange fornuftige ting som gavner menneskets selvudvikling hvis man følger dem. Fks. ”glæd dig ikke over det onde, men tag det gode til dig” og ”gen ikke gæster på porten, men gør godt mod de lidende og fattige.” Råd som man også kan læse i de fleste andre religioner.

Falske guder

Som Asatroende tror vi på universets og menneskets skaber. I Asatroen kalder vi ham Odin. Han styrer alt og er den ypperste og ældste af Aserne. Vi tror på, at Odin har mange navne og nogle af de navne, der har at gøre med hans natur, kan man læse i kvadet Grimnirsmál. Grimnir er et af Odins navne, der betyder ”den maskerede.” Det betyder, at han ofte maskerer sig for os mennesker og han giver sig kun til kende, hvis han selv vil. Derfor kender nogle ham og andre ikke. En del af Odins navne har han fået på grund af sprogdelingen i verden. Mennesker i andre verdensdele har villet give ham et navn på deres eget sprog, som de kan tilbede ham under. Som han siger i Grimnirsmál: ”Et og samme navn hed jeg aldrig, når jeg færdedes blandt mennesker.” Det betyder, at alle religioner i udgangspunktet tilbeder Odin. Om de så kalder ham Tengri, Ahura Mazda, Brahman, Satnam eller Gud, så er det den samme skaber. Vi tror ikke på, at nogen af dem er falske, men er et udtryk for ham, vi kalder Odin.
I de fleste religioner er skaberen ikke alene, men har skabt en række himmelske væsner. I nogle religioner kaldes de guddomme. I andre religioner kaldes de ærke-engle.
I Zarahustrismen kaldes de ”Ahura” og i Asatroen kaldes de ”Aser.”
Disse himmelske væsner er heller ikke falske, men hvor mægtige de end er, så tjener de alle skaberen, som børn deres Fader! Skaberen bruger ind imellem disse himmelske væsner som budbringere og mellemled mellem sig selv og mennesker. Han har givet dem tilladelse til at gå i forbøn for de mennesker, der beder dem gå i forbøn for sig hos Skaberen. Som Freja siger i Hyndluljoð: ”ríða vit skulum til Valhallar ok til vés heilags. Biðjum Herjaföðr í hugum sitja.” – ”vi skal ride til Valhal og til helligdommen. Vi beder Alfader være velvilligt stemt.”

Jesus

Som Asatroende tilbeder vi ikke Jesus (eller Hvidekrist som Asatroende plejer at kalde ham.) Vi tror ikke på, at Jesus er Gud. Vi har ikke som sådan nogen principiel indvending mod treenigheden. Vi har selv en treenighed i Asatroen, men denne treenighed, ”Burssønnerne” (Óðinn, Hænir, Lóðurr), er alle Odin. Jesus var der imod et menneske.
Der var mange Jesus’er i det første århundrede efter vestlig tidsregning. Formodentlig er det sådan at de der skrev Evangelierne har blandet to forskellige Jesus’er sammen. Den Jødiske historieskriver Josefus beskriver en Jesus der var profet og som profeterede om templet i Jerusalems ødelæggelse. I følge Josefus var farisæerne og de ledende jøder ilde stemt over for Profet Jesus og forsøgte at få romerne til at dømme ham, men de syntes ikke han havde gjort noget galt og løslod ham.
Josefus beskriver også en anden Jesus som var røver og oprører. Røver Jesus forsøgte at lave en væbnet opstand mod Romerne, men blev nedkæmpet, taget til fange og korsfæstet. Det er formodentlig de to Jesus’er som Markus har blandet sammen. Markus har formodentlig ikke læst Josefus, men bare skrevet, hvad han har hørt andre fortælle. Forskere der har forsket i bibeltekster, er blevet klar over, ud fra hvad han selv har skrevet, at Markus ikke kan havde mødt nogen, der har haft øjenvidne beretninger om den historiske Jesus. Han har hverken kunnet Aramæisk eller Hebræisk og han har ikke haft viden om jødisk kultur eller Palæstinas geografi. Han har kun kendt det gl. testamente i Græsk oversættelse. Det betyder, at han har måtte forlade sig på, hvad andre har meddelt ham. De andre evangelister er senere end Markus og har meget af historien fra ham. Den eneste del af Ny testamente, der er profetisk litteratur, er Apokalypsen, Johannes Åbenbaring. (og det var ikke en gang evangelisten Johannes, der fik den åbenbaring, men en anden Johannes.)
Det er muligt, at enten Profet Jesus eller Røver Jesus var Jødernes messias. Det tror jeg gerne. Kristendommen indeholder en del elementer, som ikke er en del af Jødedommen. Dommedag er en af de ting, som Jødedommen ikke har, men som findes i både Zarathustrismen og i Nordisk Mytologi. Læren om tidsaldrenes forværring og fornyelse der er en forudsætning for hele konceptet omkring Dommedag/Ragnarök findes dog i både Hinduismen og Græsk Mytologi. Helvede findes heller ikke i Jødedommen. Derimod findes der et straffens dødsrige i alle de Indoeuropæiske religioner. Kristendommens Helvede ligner dog mest Tartaros fra den græske Mytologi, hvorimod Ormerygsalen på Ligstranden i Nordisk Mytologi mest ligner bedragets hus i Zarathustrismen, men det er detaljer, og det er bestemt ikke utænkeligt, at Odin, gennem Profet Jesus eller Røver Jesus, har forsøgt at lære Jøderne, hvad de har udeladt i deres bog.

Jeg skal ikke kunne udelukke, at Profet Jesus er blevet optaget blandt de himmelske væsner. Selv om han ifølge Evangelierne aldrig selv brugte titlen ”Guds søn” skal jeg heller ikke kunne udelukke, at han har fået lov til at benytte denne titel.

Man bør dog have på det rene, at der er forskel på skaberen og på de himmelske væsner; af Eddakvadet Hárbarðsljóð fremgår magtforholdet mellem Skaberen Odin på den ene side og den mægtigste af de himmelske væsner, Odins søn Tor, på den anden. I kvadet optræder Odin som færgemanden Hárbarð der færger folk over et sund til den mytiske ø Rådsø. Der udspiller sig en længere dialog mellem Odin og hans søn, hvor Tor fremstår mere og mere magtesløs. Til sidst forklarer Hárbarð den lange omvej til Odins lande frem for genvejen over sundet. Meningen her er, at end ikke den stærkeste af de himmelske væsner, og endda Guds søn Tor, formår at udrette noget selv uden Odins vilje. Et lignende forhold gør sig gældende for Jesus. Selv hvis han kalder sig Guds søn, formår han intet af sig selv, uden det er godkendt af Alfaders vilje.

Konklusion:

De fleste religioner er kulturelle udtryk for menneskets søgen mod den samme guddommelighed.
I hvert fald hvis man ser bort fra parodier som spaghettimonstret eller mod-religioner som Satanisme. Ingen religion kan have patent på Gud. Det er skaberen, der ejer religioner, ikke omvendt.
Frelse er at søge skaberen og det kan man gøre gennem de religioner, der tror på skaberen – inklusive gennem Asatroen, Tengriismen, Zarathustrismen, Sikhismen, Hinduismen og Kristendommen mfl.
Den største fejl ved Kristendommen er, at den postulerer at være den eneste vej til frelse og at de andre religioner er falske. Ud over det er der intet unikt ved Kristendommen. Den indeholde de samme elementer som findes mange andre religioner. Endda religioner der er meget ældre end Kristendommen. Ateistiske religionshistorikere kan have deres mening om det, men ud fra et religiøst synspunkt kan der kun være en forklaring: at det er den samme guddommelighed – universets skaber – der ligger bag dem alle. Nemlig ham vi Asatroende kalder Odin!

heill sá, er kvað,
heill sá, er kann,
njóti sá, er nam,
heilir, þeirs hlýddu.