Valravnens Blog

Asatro Blog om Samfund og Kultur

Torsdagstale d. 31/03 – 2022

– Mál er at þylja þularstóli á Urðarbrunni at!
– Ljóðs bið ek allar, frænkar ok frændir. Til árs ok friðr.

Mange af de holdninger, vi i den vestlige verden har til religion, stammer fra oplysningstidens opgør med religion, der banede vejen for det moderne gennembrud. Man kan mene at oplysningstidens opgør med religion var nødvendig i sin kritik af en kristendom, der var både eksklusiv, hyklerisk og som Karl Marx udtrykte det, ”opium for folket.” Der ligger utvivlsomt nogle sandheder i det, men når man har gjort erkendelsen af, at verden ikke er blevet til af sig selv, når man erkender, at verden er blevet til af en årsag der er større end verden og mennesket, så står det efterhånden klart, at oplysningstiden og det moderne gennembrud har smidt barnet ud med badevandet. Åndeligheden er blevet væk. Intet er længere helligt. Forståelsen af eksistensens årsag er blevet glemt. I stedet har vi fået friheden til at hengive os til jagten på et utilfredsstilleligt begær efter den jordiske verdens behageligheder. En fokusering på den egoistiske og narcissistiske selvrealisering der leder til Ragnarök.
Derfor er det på tide, at vi igen begynder at lære at være religiøse. Lære, hvordan vi henvender os til det guddommelige. Ikke sådan bare teknisk praktisk, hvordan vi udfører blót, men med hvilken indstilling, vi træder frem for den eller de guder, vi nu tilbeder.
Hvordan vi opnår:

Den rette ærbødighed

I de fleste Asatro grupper foregår ceremonierne som regel ved at blotgæsterne står i en cirkel, inden for hvilken forskellige elementer i blótet, så som offer, hyldest og helliggørelse, foregår. Der kan være mange gode grunde til at fortsætte med den model. Ikke mindst fordi det er den vi kender og har vænnet os til, her i den moderne verden. Cirklen har også et demokratisk element i og med at alle er lige og blotforretterne er kun et led i cirklen på lige fod med de andre deltagere. Noget der tiltaler moderne Asatroende. Cirklen udelukker heller ikke at vise det guddommelige ærbødighed. Cirklen er bare den teknisk praktiske form som blótet har taget blandt et flertal af Asatroende i denne tidsalder.

Cirklen har sin oprindelse i rituel magi og er kommet ind i moderne asatro som et lån fra Hekse-religionen Wicca og magiske ordner som O.T.O (Ordo Templi Orientis). Cirklen er altså ikke oprindelig Nordisk. Når det blev denne form, der blev den fremherskende måde at forrette blot på, skyldes det, at nogle af de der tog den Nordiske Mytologi op igen her i moderne tid, netop kom fra sådanne grupper som Wicca og O.T.O. Det er næppe nogen tilfældighed, at det forholdt sig sådan. Den Kristne kirke har dæmoniseret den Nordiske Mytologi siden længe før religionsskiftet. Det betød, at væsner fra den Nordiske Mytologi blev forbundet med magi, allerede i slutningen af middelalderen. Noget, der er tydeligt i de Islandske Sortebøger. Denne dæmonisering har også dannet baggrunden for den måde, Nordisk Mytologi blev behandlet på af Nationalromantikken og af religionsforskere i det 19. og 20. århundrede. Derfor har mennesker, der beskæftigede sig med magi, set Asatroen som en naturlig forlængelse af deres egen praksis. Det er lidt bemærkelsesværdigt, ikke mindst da den ældre Edda har et noget ambivalent forhold til trolddom (eller fjölkynngi).

En anden ting der har gjort sig gældende, er den moderne verdens arv fra oplysningstiden. Mange har netop set Nordisk Mytologi som noget antikristent og nationalromantikken så netop Asatroen som den oprindelige ”folke”religion fra før kristendommen internationaliserede religionsdyrkelsen. Oplysningstiden så kristendommen som det, der havde ødelagt antikkens pluralisme og den Nordiske Mytologi blev set som Nordeuropas variant af de Græske guder. En fejltagelse, som jeg vil vende tilbage til i andre Torsdagstaler. Imidlertid har religionsforskere i det 19. og 20. århundrede også ligget under for disse strømninger og dannet deres teorier om nordisk mytologi ud fra dem, i langt højere grad end fra de kilder der er. De mennesker der tog Nordisk mytologi op igen i det 20. århundrede, havde ikke nødvendigvis selv læst så mange kildeskrifter, men forsøgte at rekonstruere Asatroen ud fra de nævnte religionshistorikeres forskellige teorier. Det vil sige, at Moderne Asatro er ikke blevet skabt uden en agenda.

Du kan ofte høre Asatroende sige, at der ikke er nogen kilder på, hvordan man har holdt blót og når det gælder et fællesritual, er der da heller ikke så mange. Snorre beskriver et Juleblót på Hlade ved Trondheim, som har dannet baggrund for en del elementer i de blót, vi holder i moderne tid. Andre kilder er Adam af Bremen og Tietmar af Merseburg, som utvivlsomt var farvet af en kristen agenda. Selv om de har været meget brugt af religionshistorikere, har de ikke været særligt populære blandt Asatroende af indlysende årsager.

Der findes dog kilder på, hvordan man i vikingetiden har foretaget den personlige bøn. Kilder, som de Asatroende nok ikke har været opmærksomme på fra starten, og som visse af det 19. og 20. århundredes toneangivende religionshistorikere ikke har været så glade for, af ideologiske årsager og derfor har forsøgt at bortforklare. Imidlertid forefindes kilderne i to sammenhænge helt uafhængigt af hinanden, og for den ene af kilderens vedkommende, er der endda tale om en samtidig øjenvidneberetning. Nemlig en beretning af Ahmad ibn Fadlan fra året 922.
Den anden sammenhæng er tre sagatekster fra 12-1300-tallet, hvoraf de to, Fæinga saga og Jomsvikinga saga handler om den samme person, nemlig de Nordiske guders sidste store forkæmper i Norge, Hakon Jarl Sigurdsson. Den tredje er Kjarlnessinga Saga der handler om familiestridigheder mellem kristne og blótmænd.

Ahmad ibn Fadlans beretning har utvivlsomt den største kildeværdi. Han regnes normalt for en pålidelig kilde – især er hans beretning om en begravelse af en viking ved Volga, noget som er blevet bekræftet af arkæologer. Han fortæller om en nordisk købmand, han har mødt og beskriver blótstedet som en halvcirkel, hvor der midt for står en storbjælke, der repræsenterer det øverste gud, som vel sagtens er Odin – og på hver side står der mindre guder, der enten er hans konkubiner eller hans børn. Købmanden kaster sig på jorden foran Odins billede og siger: “O min Herre, jeg er kommet langvejs fra” (her opregner han alle de varer, han har taget med) “Jeg kommer nu til dig med denne offergave.” Han lægger offeret foran træstøtten og siger, hvad han ønsker skal ske og så går han væk. Hvis han føler, at hans bøn ikke bliver hørt, kommer han tilbage og beder nogle af de mindre guder om at gå i forbøn for sig, hos han herre (antagelig Odin). Bliver hans bøn hørt, lader han et dyr slagte og holder et offermåltid, hvor han bespiser de fattige.

Beretningen passer udmærket til den etik, man finder i den ældre Edda. I forhold til at bespise de fattige, står der i Havamål vers 135 ”gør godt mod de fattige/elendige.” Detaljen om, at han beder de mindre guder gå i forbøn hos Odin, finder vi også i vers 2 af Hyndluljóð, hvor Freja siger at hun (og måske Hyndla) vil bede Hęrjafǫðr være velvilligt stemt. Antageligt over for den unge Ottar.

Det interessante ved Ibn Fadlans beretning, er at at hvor han skriver at ”købmanden kaster sig på jorden” bruger han udtrykket ”sujud,” der på arabisk betegner det element i den muslimske bøn, hvor den bedende ligger på knæ med ansigtet mod jorden underkastende sig guddommen.
På dansk hedder det prostration. Man kunne få den tanke, at han beskriver det på denne måde, fordi han selv er muslim og skriver for et muslimsk publikum, og den indvending har også været gjort, men Ibn Fadlan lave ikke den slags sammenligninger andre steder i sin tekst. Det er heller ikke sådan, at prostration er noget unikt for Islam. Det har været anvendt i en række religioner inklusive Hinduisme og Buddhisme. Derfor er det bestemt ikke umuligt, at det har været anvendt i det førkristne Norden.

Hvis vi kun havde haft Ibn Fadlans beretning, kunne vi sige at prostration har været en mulig måde at bede på, men vi har også tre Sagatekster hvor prostration forekommer. Ingen af dem der har skrevet de Sagaer, har haft kendskab til Ibn Fadlans, da den har befundet sig i et bibliotek et sted i Persien på daværende tidspunkt.

I Fæinga saga står der om Hakon Jarl, at han ”kastede sig ned for fødderne af Thorgerde Hørdebruds billede og lå længe” siden rejser han sig og ofrer sølv i stolen foran gudinden, Jarlen siger hvad han ønsker i bytte for offeret. Jarlen kaster sig ned anden gang for gudinden og tårerne triller i hans øjne.

I Jomsvikingasaga står, at ”Jarlen gik hen til en aaben Plads, som var i Skoven, og lagde sig der ned paa begge Knæ, og gjorde Bøn. Han vendte sig imod Nord, og han talte nu saaledes, som han ventede det vilde bedst hjælpe, og saa vidt kom det med Hans Bønner, at han anraabte sin Skytsgudinde Thorgerde Hørdetrold,”

I Kjarlnessingasaga kap 3 står der om den kristne Esja ”at han aldrig ville blóte guderne og sagde, at han aldrig ville krybe (grúfu) for dem.” I Kap 4 står om to af hovedpersonerne i Sagaen ”Bui gik ind i gudehovet. Der så han Þorsteinn Þorgrímsson ligger næsegrus fremoverbøjet (grúfu fyrir).” Bui, der er opfostret hos den kristne Esja, dræber så Þorsteinn Þorgrímsson medens han ligger der bedende med ansigtet i jorden foran gudebilledet.

I sig selv er der i de her tekster mange oplysninger, som moderne Asatroende kunne havde haft brugt til at rekonstruere en Asatro bøn, og hvis der er nogen der har lyst, er der heller ikke noget galt i det, men det er ikke det der er mit ærinde i denne tale. Når mange har haft en modvilje mod disse tekster og når ingen moderne Asatroende endnu har villet bruge dem som inspiration, så handler det ikke kun om at det ligner den muslimske måde at bede på, men fordi den symbolik, der ligger i underkastelsen er i modstrid med ideologien fra oplysningstiden og det moderne gennembrud. Man har ikke længere brug for guder. Man vil stole på egen kraft og hengive sig til jagten på et utilfredsstilleligt begær efter den jordiske verdens behageligheder. Man tror ikke på en absolut årsag til eksistens, der er større end verden og mennesket, hvilken vi er underlagt. Man tror på et paradoks.

I forskellige Islandske sagaer, fks Landnamabok, men også i den Færingesaga, jeg citerede fra oven over, fortælles der, at i overgangstiden mellem Asatro og kristendom fandtes der omtale af tre typer mennesker. Dels er der kristne. Dels er der de, der tror på de gamle guder og så er der en tredje gruppe, der beskrives som at de tror på egen kraft. Denne tredje gruppe er ikke nogen, der tror på de nordiske guder, men nogen der vel nærmest er Ateister. De beskrives ofte mere positivt i disse sagaer, end de der tror på de Nordiske guder. Ud fra en Kristen betragtning tror de i det mindste ikke på afguder.
Da vi startede den moderne Asatro bevægelse, var der mange der syntes at den tredje gruppe tiltalte dem mest, hvad end de har været bevidst eller ubevidst om, at det kunne skyldes det moderne samfunds baggrund i oplysningstidens og det moderne gennembruds opgør med religion.
At tro på egen kraft var ikke den måde, man troede på, i førkristen tid. Det var de, der ikke troede på guderne, der troede på egen kraft. Prototypen på en førkristen Asatroende var Hakon Jarl. Han var i den grad religiøs og er en af de, om hvem det fortælles, at han prostrerede foran Thorgerdr Holgabrudrs billede.

I den ældre Edda, Havamål vers 144 står der “Veistu, hvé biðja skal?” Oversat: “Ved du hvordan du skal bede?” Først og fremmest må du som religiøs erkende, at der er noget der er højere end dig og som du er underlagt og ikke være for fin til at ydmyge dig over for det. Det betyder ikke, at du skal underkaste dig mennesker, konger, præster eller herremænd, for de er ikke mere end dig. Ja, når man erkender, at andre mennesker også er underlagt Regin Öll ligesom dig, så giver det ikke mening at underkaste sig konger, præster eller herremænd. Det bliver ligefrem helligbrøde at gøre.
Derfor bliver det ekstra vigtigt i bønnen, ved blót og i sin dagligdag, at vise de sande guder den rette ærbødighed.

heill sá, er kvað,
heill sá, er kann,
njóti sá, er nam,
heilir, þeirs hlýddu.



Seneste indlæg

Seneste kommentarer

    Arkiver

    Kategorier

    Meta

    Valravnens Blog © 2016 Frontier Theme