– Mál er at þylja þularstóli á Urðarbrunni at!
– Ljóðs bið ek allar, frænkar ok frændir. Til árs ok friðr.

Hvad vil det egentlig sige at være Asatroende? Hvordan skal man opføre sig? Hvilken etik skal man følge?
Som jeg var inde på i foregående torsdags-tale, så er der stor forskel på, hvordan moderne neo-paganistiske Asatroende praktiserer og på, hvad der står Edda litteraturen.
Spørger man en neo-paganistisk asatroende om hvad Asatro er, får man ofte samme svar som hvis man i 1970’erne spurgte en pædagog hvad klokken er: ”hvad synes du selv.” Den neo-paganistiske Asatro er langt hen ad vejen værdirelativistisk uden klare definitioner på godt og ondt, rigtigt eller forkert. Samtidig har forskellige grupper skabt deres egen etik og lanceret “dydslister” der mest handler om krigeridealer eller den pågældende gruppes politiske ideologi. Ofte af racistisk tilsnit.
Fælles for størstedelen af det neo-paganistiske Asatromiljø er dog, at de ikke i nogen væsentlig grad baserer deres etik på den Ældre Edda eller i det omfang de gør, shopper rundt og kun udvælger det, der lige passer til deres ideologi.
Det er ikke noget jeg siger, for at gøre mig bedre end nogen anden. Jeg gjorde selv nøjagtigt det samme i 20 år af min karriere som forretter i Asatromiljøet.
Det, der ændrede sig var, at jeg opdagede, at værdirelativismen gjorde racistiske tolkninger af Asatroen stue-rene. Det ansporede mig til at studere Edda litteraturen i sin kontekst, hvilket igen gav mig en meget dybere indsigt i den Nordiske Mytologi.
Det betød så også, at da Harreskovens Blótgilde i 2017 skulle finde et motto til den ungdomsorganisation, vi forsøgte at starte på det tidspunkt, valgte vi at tage udgangspunkt i Havamål og prøve at sammenfatte de værdier vi kunne finde der til et sammenhængende og meningsgivende motto. Det blev til:

Gæstfrihed – Mådehold – Selvindsigt

Vi kunne sikkert have sammenfattet det på andre måder og vi kunne have valgt nogle andre ord.
Gæstfrihed er dog det første man møder i de første 7 vers, når man læser første del af Havamål, der er blevet kaldt ”ordsprogene.” Temaet gentager sig med jævne mellemrum i resten af kvadet.
I den del af Havamål, der kaldes ”rådene til Loddfafnir” står der: ”man bør ikke råbe ukvemsord efter gæster eller afvise dem,” men at man i stedet bør ”gøre godt mod de lidende/fattige.” Det betyder, at altruisme er en positiv værdi i nordisk mytologi. Man skal tage sig af andre mennesker.
Vers nr. 2 i Havamål, hvor der står at ”gæsten må prøve sin lykke mellem brandene,” refererer direkte til et andet kvad i den Ældre Edda, nemlig Grimnirsmål hvor gæsten Grimnir (der er Odin) bliver anbragt mellem to bål. Grimnirsmål har en meget dybere mening, som jeg givetvis vil vende tilbage til i en anden torsdagstale, men rammefortællingen i Grimnirsmål handler om, at man bør behandle gæster godt, da det kunne tænkes, at det var af Odin, man fik på besøg. Geirrød opdager det for sent og det går ham ilde.

Mådehold og selvindsigt er også to slagord der stod på Apollons tempel i Delphi i det antikke Grækenland (”meden agan” og ”gnothi seauton”). De passer dog godt som en sammenfatning af mange af versene i Havamål. Man kunne også kalde det temaer i kvadet. Man kan naturligvis sammenfatte rådene i Havamål på forskellige måder og udlede mange forskellige temaer, men alligevel kommer mange af dem tilbage til noget, der handler om verdens og menneskets natur.

I den del af Havamål der kaldes ”Rådene til Loddfafnir” står der direkte, at der er tale om råd. ”Hár” – den høje, er Odin, hvis tale kvadet er, og derfor er Havamål Odins – den højestes guds råd til menneskeheden. Det er råd, som hvis man følger dem, går en godt. Dog skal ”godt” her ikke forstås i nogen materiel forstand. Derimod er de råd, der skal føre til erkendelse af verdens og menneskets iboende natur, fks i vers 132-133 står, at ingen er fejlfri og ingen er helt uduelige, så lad være med at mobbe andre eller være skadefro.
Det samme står i ordsprogsdelen vers 71, at også handikappede kan være til nytte.
Om vold står der i vers 64, at den forstandige ikke skal bruge unødvendig vold, da du ikke altid kan regne med, at du er den stærkeste.

En af de ting der efterhånden har været debatteret en del, er forholdet til alkohol.
I Havamål nævnes alkohol 14 gange. De 8 gange er direkte advarsler mod at drikke alkohol (v. 11, 12, 13, 14, 17, 19, 32 & 131). 3 gange som omskrivning for digtekunsten (105, 110 & 140), 1 gang nævnes øl neutralt (v.66) 1. gang noget tvetydigt sammen med forhold, man skal tage sig i agt for(v. 83). Sidste gang anvises et bodsmiddel mod alkoholforgiftning (v. 137). Til en sammenligning, er der kun 3 vers i Koranen, der advarer mod alkohol og Biblen er ikke nær så afvisende overfor Alkohol som Havamål. Alligevel er det de to andre religioner der har ry for at forbyde alkohol, hvorimod neo-paganistiske asatroende drikker sig i hegnet. Det skete også i Harreskovens Blótgilde, før det gik op for os, hvad der egentlig står i Havamål.

Mådehold handler dog ikke kun om Alkohol. Praleri skal man helst ikke give sig af med. I vers 6. står der fks. ”Ingen skal prale af Evner og Kløgt, hellere lærevilligt lytte.”
Det vil sige, at Havamål også anbefaler beskedenhed. I vers 61 står der, at man ikke skal skamme sig over, ikke at have noget pænt tøj eller hvis man har en dårlig hest. Det vil sige, at materialisme ikke er det vigtige i tilværelsen.
I vers 73 står der, at guld gør mange til tåbe. Især er det menneskets grådighed, der er problematisk.
I vers 20 står, at ”en grådig mand der aldrig får nok, æder sig til døde” og det er ikke bare mad, det drejer sig om. Der ligger en helt klar parallel til Vølvens Spådom, hvor Ragnarök indvarsles af sætningen ”Freki renner” eller ”den grådige løber løbsk.” Her er selvfølgelig tale om Fenrisulven, men samtidig kan Fenrisulven ses som et symbol på menneskets grådighed, der får brødre til at kæmpe indbyrdes og verden til at bryde sammen. Det er et tema i Vølvens Spådom, som jeg vil behandle i kommende torsdags-taler.
Den skarpsindige lytter vil naturligvis spørge, hvordan det kan være, at en af Odins ulve også hedder ”Freki” – den grådige. Den anden af Odins ulve har et lignende navn ”Gerri” – den glubske. Og hvorfor sluges Odin af ulven i Vølvens Spådom? Det handler i den grad om verdens natur og menneskets skabelse, som også Vølvens Spådom behandler og er som nævnt noget, jeg vil tage op i en kommende torsdags-tale.

En af den moderne neo-paganistiske Asatros største fejltagelser er værdirelativisme.
Jeg må blankt erkende, at også jeg selv har ligget under for den påstand, man ofte hører fra Asatroende; at ”godt og ondt afhænger af synsvinklen”. Det er bestemt ikke en påstand der harmonerer med Havamål.
I vers 117 står ”Lad aldrig en ond man få din ulykke at vide, for af en ond mand får du aldrig løn for din gode vilje.”
I vers 123 står ”Af en ond mand vil du aldrig få løn for det gode, men af en god mand vil du få velvilje”.
Vers 123 står i forbindelse med vers 122 og i håndskriftet er det et og samme vers. Heri står; ”Man bør ikke indlade sig i diskussion med ukloge tosser”. Det vil sige, at der her sættes lighedstegn mellem en ond mand og en uklog tosse. For det moderne menneske forekommer det måske uretfærdigt at anse en ukloge tosse som ond, men når man tager Havamåls mange vers om klogskab og dumhed i betragtning, så er meningen her, at ondskab kommer af uvidenhed. Den ukloge tosse er måske ikke uintelligent, men uvidende om, hvad der er rigtigt og forkert.
I vers 127 står direkte; ”hvis du ser ondskab, så kald det ondskab.” Det vil sige, lad være med at bortforklare det eller være apologet for ondskaben.
Ordet der her betyder ondskab ”böl”, kan også forstås som ulykke, underforstået andres ulykke. Derfor mente filologen Finnur Jonsson, at meningen her er at ”hvis du se nogen gøre andre ondt, så opfat det som at der er gjort ondt mod dig” og så fortsætter verset ”giv ikke dine fjender fred” hvilket vil sige, at som helhed siger verset; ”bekæmp de, der gør andre ondt.” Jeg har på et tidspunkt kaldt dette for Asatroens Jihad vers og sidste linje i verset minder om det ofte fejlciterede Koran-vers om at hugge hovederne af de, der bekæmper muslimer. Der er i hvert fald ingen ”venden den anden kind til” her. Så selv om ondt her betragtes som objektivt, dvs at tilføje nogen skade, så er der næppe tale om kristen indflydelse.
Vers 127 er i moderne tid netop blevet brugt af anti-racistiske Asatroende til en resolution vendt mod den racistiske del af Asatromiljøet, hvilket giver mening ud fra versets betydning.
I vers 128 står ”Glæd dig aldrig over det onde, men tag det gode til dig” hvilket er godt i tråd med vers 127 og vel en fortsættelse her af. Godt og ondt er her stadigt objektive, men uden at definere det nærmere.
Det er dog måske overflødigt her, når der i andre vers af Havamål ligger en klar etik. Visdom, retfærdighed og altruisme er godt. Skadevolden, grådighed og uvidenhed er ondt.

I Vølvens Spådom vers 38-39 findes beskrivelsen af et nordisk helvede, hvor syndere straffes med slangegift, vilddyr bider og Nidhugg udsuger ligene. En sal, hvis funktion er helt parallelt med den græske mytologis Tataros og hvis beskrivelse minder om ”bedragets hus” i Zarathustrisk religion.
Det giver god mening at antage, at dette sted er ensbetydende med de ”skam-fjælde” – ”Niðafjöllum” hvor dragen Niðhöggr, i vers 66, bringer de, der hænger fast i dens fjer efter Ragnarök.
Der nævnes tre årsager til straf. ”Menn meinsvara ok morðvarga ok þann er annars glepr eyrarúnu” – falsksværgere, mordulve og ægteskabsbrydere.
Disse tre ting må siges at være indbegrebet af ondskab i en nordisk forståelse og kan kaldes nordisk mytologis tre dødssynder.
Alle tre ting indeholder elementer af skadevolden, grådighed og uvidenhed.

Omvendt kan vi læse i vers 64 om en guldtækket sal i Gimlé hvor ”dyggvar dróttir” skal bygge og bo og i evighed salige være (”um aldrdaga ynðis njóta”).
Dyggvar betyder ærlige, trofaste, pålidelige eller duelige. Dróttir betyder hirdmænd, husfolk, tjenestefolk eller mennesker. Mulige oversættelser kan derfor være – Ærlige Mennesker – Odins Trofaste Hirdmænd – gudernes duelige følgere, hengivne, disciple, alt efter hvad man nu synes. I hvert fald udgør udtrykket ”dyggvar” en modsætning til det man bliver straffet for i ormesalen på Ligstranden – ærlighed og duelighed over for falskhed og skadevolden.
Nogle vil nok mene, at Gimlé i mistænkelig grad ligner det kristne paradis og Gimlé ligger også i den 7. himmel ”Gimr,” ligesom det kristne paradis. I nordisk mytologi er der dog 9 himle, altså to mere end i Kristendommen. Belønning i det hinsides er da heller ikke forbeholdt Kristendommen. I græsk mytologi er der de Saliges Øer – ”Elysion” og selve ordet Paradis er af persisk oprindelse og stammer fra Zarathustrismen. Både græsk mytologi og Zarathustrisme er over 1000 år ældre end Kristendommen og med rødder endnu længere tilbage. Begge er de Indo-Europæiske religioner ligesom nordisk mytologi.
Så selv om moderne neo-paganistiske Asatroende måske ikke bryder sig om det, så har nordisk mytologi en etik, der ikke adskiller sig væsentligt fra andre religioner, men passer smukt ind i religionernes familie.

heill sá, er kvað,
heill sá, er kann,
njóti sá, er nam,
heilir, þeirs hlýddu.