|
Hvordan ville den traditionelle Asatro havde stillet sig til vore dages LGBT begreb? Se videoen eller Læs artiklen nede under. |
Se på Youtube: https://youtu.be/TeDpzAUAv_U
Følg Valravnens.Blog på Youtube
Homoseksualitet, samkønnet ægteskaber og LGBT rettigheder er et emne, der har oprørt sindene inden for mange forskellige trossamfund.
Det kan det også inden for moderne Asatro. De fleste moderne Asatroende er som regel positive over for homo-vielser og LGBT rettigheder. Der er dog en, til tider højlydt, minoritet af Asatroende der ikke er. For det meste er der tale om marginale grupper der ligger på den yderste højrefløj, men der er også enkelte eksempler på mere mainstream Asatroende der ikke har ønsket at vie homoseksuelle, med den begrundelse, at de ikke var frugtbare.
Asatroen er en moderne religion og derfor stammer de Asatroendes holdning til mange ting, blandt andet homoseksualitet, fra de almindelige holdninger der findes i det omgivende samfund.
Asatroens kildeskrifter nævner ikke homoseksualitet og det er der en god grund til. I dag tror de fleste mennesker at Heteroseksualitet, Homoseksualitet og Biseksualitet er noget medfødt, der altid har eksisteret. Det er det bare ikke! Disse tre seksuelle orienteringer er moderne begreber der opstod omkring år 1880. Når de opstod på det tidspunkt, var det fordi man var i gang med et opgør med kristendommens syndsbegreb. Før 1880 var det kristendommens normer der gjaldt i samfundet. Kristendommen anså ikke trangen til sex med personer af samme køn som en seksuel orientering, men som en fristelse til synd. Helt på linje med fristelsen til udenomsægteskabelig sex. Eller til nogle af de andre seksuelle aktiviteter som er beskrevet i tredje mosebog kap. 20.
I princippet kan “alle” ifølge kristendommen være fristet til at have sex med samme køn.
Hvis vi vil vide noget om, hvad Asatroen tilnærmelsesvis siger om det moderne begreb homoseksualitet, så må vi først sætte os ind i hvilke moralnormer, der gjaldt i oldtiden og i givet fald hvilken holdning, Edda litteraturen har til oldtidens moral. Det er nemlig ikke givet, at vikingetidens moral er den samme som Asatroens moral. Når man læser Edda litteraturen bliver det efterhånden klart, at flere Eddadigte har et budskab til samtidens moral eller adfærd. Et velkendt og blandt Asatroende lidet yndet eksempel er Havamåls advarsel mod indtagelse af alkohol.
Det moderne begrebet homoseksualitet indebærer flere forskellige ting. Blandt andet er det ud over at være en seksuel orientering også en subkultur, men for at kunne lave en fornuftig sammenligning med tidligere tider bliver vi nødt til at definere det snævert som det at to af samme fysiske køn har sex med hinanden. Derfor bruger jeg i resten af denne artikel begrebet “samkønnet sex.”
Argr/Ergi.
Argr er et begreb der i den Islandske middelalderlitertur, når det siges om en mand betyder umandig. Ordet er beslægtet med ordet “arg” på dansk og “arg” i svensk der henholdsvis betyder “indædt” og “vred.” Oprindeligt har udtrykket betydet ophidset, men på et tidspunkt er det i vestnordisk kommet til at betyde liderlig. Derfra har det igen ændret betydning til umandig. Når det i den islandske middelalderlitertur siges om en kvinde “örg”, betyder det, at hun er utugtig. Når det siges om en mand, tillægger det manden en tilbøjelighed til ville være seksuelt passiv og lade sig “bruge” som en kvinde. Samtidig tillæger det også manden en manglende evne eller vilje til at forsvare sig selv.
Udtrykket er ofte brugt som et nid mod en modstander og i løbet af middelalderen blev det forbudt at beskylde nogen for at være Ergi. Det har dog aldrig været forbudt at være, selv om det socialt var forbundet med en lavere status
Argr betyder ikke homoseksuel i vores moderne betydning. Det moderne begreb homoseksualitet indbefatter både den der er aktiv og den der er passiv. Den mand der i vikingetiden var aktiv og penetrerede en anden mand var bestemt ikke Ergi, men der imod en rigtig mand.
Vikingetidens begreber omkring mandighed og umandighed har en direkte parallel i antikken.
I det hellenistiske samfund var sex blandt mennesker af samme køn ret almindeligt. Så almindeligt at man kan kalde det hellenistiske samfund “bi-normativt.” I antikken varierede tradition og moral omkring seksuel omgang med samme køn. Ligesom meget andet, men intet sted i den hellenistiske kultur, var biblens moral omkring seksualitet gældende.
I det omfang folk havde glemt det, blev det tydeligt, da Pompeji blev fundet i 1700 tallet, og vi fik et indblik i, hvordan den hellenistiske kultur var. Pompeji er ikke det eneste sted som belyser den hellenistisk kulturs forhold til seksualitet. Der er trods alt en del tekster bevaret ligesom der kommer nye arkæologiske fund hele tiden.
Den Romerske mand
For den frie romerske mand af status, patricieren, legionæren, var det vigtigt at være mand.
I dag vil vi nok sige, at det var en “macho”-kultur, og mange ville helt sikkert kalde den romerske mand for mandschauvinist. Den virile romerske “rigtige” mand skulle ikke være umandig. Hvilket vil sige, at han var den, der penetrerer. Både med penis og gladius. Begge blev vigtige symboler på hinanden og i magt. Desuden var fallos et symbol på frugtbarhed og velstand. Hvem den romerske mand penetrerede var et smags sag og havde ingen betydning for mandens status. Det kunne være kvinder, slaver, drenge, feminine mænd, eunukker, Cybelles myster og besejrede fjender. I de første tilfælde var der tale om liderlighed og måske endda kærlighed til den penetrerede, men i det sidste tilfælde har der være tale om fallisk aggression. Det vil sige en mere eller mindre bevidst ydmygelse af en anden mand. Ofte var der tale om en straf der blev voldtægtsforbrydere til del. Den romerske mand kunne nemlig også penetrere en anden romersk mand, hvis denne uden tilladelse havde forsøgt at få sex med den første mands datter. Og man skal ikke gå fejl af motivet. I fallisk aggression indgår også en vis portion liderlighed. Det er simpelthen nødvendig for at manden kunne få erektion.
Hvad der havde en negativ indflydelse på den romerske mands status og omdømme var, hvis han selv blev penetreret af en anden. Den, der penetrerede, var mand, den, der blev penetreret var kvinde uanset hvilket køn de blev tildelt ved fødslen. Kvinder havde lavere status end mænd i det romerske samfund. I hvert fald i Rom og visse andre steder. Den person, der blev penetreret, fik den lavere status, som kvinder havde.
Man kunne få den tanke, at der ikke var nogen, der ønskede at blive penetreret og selvfølgelig havde slaver ikke noget valg. Der var dog en gruppe feminine mænd, der blev kaldt “homo molis” (den bløde mand), effeminati (som kvinder) eller med det græske udtryk Cinaedi. De kan bedst sammenlignes med drag queens, transvestitter eller “sissede” bøsser. Selvom de minder om det stereotype billede af den “feminine” homoseksuelle mand, var cinaedi ikke homoseksuel i moderne forstand. De kunne nemlig også have sex med kvinder. Der var en gruppe kvinder, der kaldtes Tribades. Det var kvinder, der ønskede at være mænd på samme måde, som den “rigtige” romerske mand og penetrerede både mænd og kvinder. Nogle af dem var gladiatorer og kæmpede i arenaen på lige fod med mænd.
Det har dog ikke nødvendigvis haft sociale konsekvenser for den “rigtige” romerske mand, at blive penetreret. Romerne efterlignede den græske tradition for pæderastisk pædagogik, hvor teenagere blev uddannet af en ældre mentor til at blive gode borgere. En uddannelse, der også omfattede sex mellem den studerende og dennes mentor. Julius Cæsar blev for eksempel, i hans teenge år, sendt til Kongen af Betynien ved Bosphorus for at blive uddannet. Derfor blev han undertiden kaldt Dronning af Betynien. Som voksen kunne han ikke lide denne betegnelse, men det var ingen hindring for hans udnævnelse som senator. Heller ikke hans legioner havde mindre tillid til ham af den grund.
I antikken fandtes også samkønnede ægteskaber. De havde ikke de samme retlige rettigheder i forhold til at arve som modsat-kønnede ægteskaber, men de fandtes i det mindste i lovgivningen.
Da kristendommen blev indført som statsreligion i Romerriget, blev samkønnede ægteskaber forbudt, og de der var blevet gift på den måde blev henrettet. Samtidig blev det forbudt at være passiv ved analsex og omkring hundrede år senere blev det også forbudt at være aktiv i analsex.
Allerede fra begyndelsen har kristendommen opfattet alle seksuelle aktiviteter som er beskrevet i tredje mosebog kap. 20 som synd. Hvilket bl.a. fremgår af Paulus breve. Paulus afskaffede mange af jødernes kosher-regler, og derfor er det tilladt for kristne at spise svinekød. Derimod afskaffede han ikke de seksuelle forbud, der er står i Tredje Mosebogs kap. 20. Paulus ønskede at udskille de kristne fra det Hellenistiske samfund. Helt på samme måde som jøderne havde brugt samme passage i Tredje Mosebogs bog for at udskille sig fra det kanaanæiske samfund, engang i slutningen af bronzealderen.
Der fandtes faktisk ingen ord, hverken på græsk eller Latin, der betegnede sex mellem to af samme køn. Paulus opfandt sit eget ord “arsenokoitai” “de der ligger med mænd” med baggrund i den græske oversættelse af Det Gamle Testamente (Septurginta). Ordet refererer direkte til Tredje Mosebog. 20 v13 “Hvis en mand har samleje med en mand, som man har samleje med en kvinde, har de begge to begået en vederstyggelighed. De skal lide døden. De har selv skylden for deres død”
Naturlig Forplantning
Den kristne kirke havde en række argumenter, der ofte gentages af homofober. For eksempel at sex med samme køn er unaturligt, eller at sex kun er beregnet til formering. Ingen af disse argumenter holder. Det har vist sig, at sex med samme køn har forekommet i alle samfund til alle tider.
Selv dyr har samkønnet sex. Ænder og pingviner er velkendte eksempler, der har figureret i medierne i de senere år, men samkønnet sex er observeret i mere end 1500 arter. Der er derfor ingen tvivl om, at samkønnet sex eksisterer i naturen. Undersøgelser af primært Bonobo aber har vist, at sex har en socialiserende effekt. Både med hensyn til samhørighed, empati og kærlighed, men også hierarki.
Sommetider fremføres det argumentet, at hvis alle havde været homoseksuelle, ville menneske-heden ikke have eksisteret, men dette argument har en forkert forudsætning; antagelsen at man skal være enten eller. Ifølge den amerikanske sexolog Alfred Kinsey er de fleste mennesker hverken 100% hetero eller 100% homo, men et sted på en skala midt i midten. De fleste er altså, som i det hellenistiske samfund, biseksuelle. Det hellenistiske samfund havde ingen problemer med reproduktion.
Antikkens Sparta var for eksempel et militært samfund, et næsten fascistisk sådant. Der boede mænd i en militær forlægning, hvor de havde sex med hinanden. Samtidig var de gift med kvinder, som kun måtte komme i militærforlægning, når de ville have børn. De havde den regel, at kvinder skulle klæde sig som mænd, indtil de var blevet gravide. Derefter forlod de militære forlægning igen og vendte tilbage til kvindens del af byen. Det er derfor ikke noget problem at reproducere sig hvor sex med samme køn er normen.
I Skandinavien har vi ikke så mange kilder der fortæller om samkønnet sex. Der er dog visse kilder, der klart viser, at jernalderens nordiske samfund ligner det Hellenistiske meget. Det er ikke så mærkeligt da nordiske mennesker ikke har boet i en osteklokke. De vidste meget godt, hvad der skete i Romerriget og andre steder. Der er flere arkæologiske materialer, der viser dette.
Især er de nordiske forestiller om umandighed (eller Agr) noget, der afspejler de tilsvarende forestillinger i den Hellenistiske kultur. Ligesom kulturen ændrede sig i det Romerske samfund da kristendommen blev indført, så ændrede kulturen sig også i det Nordiske samfund. Det er noget der afspejler sig i den islandske middelalder litteratur og udemærket illustreret af de følgende to eksempler fra henholdsvis Kristni Saga og Eddakvadet om Helge Hundingsbane.
I Kristni Saga er der en historie, hvor nogle skjalde har digtet et nidvers mod den tyske biskop Fridrik og konvertitten Thorvald Kodransson. Nidverset påstår, at Thorvald har gjort biskoppen gravid. Thorvald hævner sig ved at dræbe de skjalde der digtede nidverset. Der er ikke nævnt noget om, at det på det tidspunkt skulle være forbudt at beskylde andre for umandighed. Tvært i mod bliver Thorvald dømt fredløs for drabet. Thorvald var kristen, og hvad han og biskop Fridrik bliver beskyldt for på, er en synd i en kristen kontekst – “en mand der har samleje med en mand”. Derfor har Thorvald som kristen også opfattet, at nidverset var rettet mod ham.
Kristni saga er skrevet omkring 1200 og foregår i tiden omkring omkring 1000 til 1100. Det er overleveret i et håndskrift der stammer fra begyndelsen af 1300 tallet.
Det første kvad om Helge Hundingsbane er derimod fra hedensk tid. Det er skrevet samtidig med de andre Edda-kvad. I det første Helge Hundingsbane kvad er der et nidvers, som ligner nidverset i Kristni saga. Dog med en bemærkelsesværdig forskel.
En kriger, kaldet Sinfjötli, forsøger at beskylde en anden kriger, der hedder Gudmundr, for at være umandig. At han havde været Vølve på Ængstelighedens Ø, og at Einherjarne i Valhall kæmpede om, hvem der skulle vinde Gudmundr som trofæ. Blandt andet siger Sinfjötli:
På Saganæs
sammen ni
ulve vi fødte,
deres far var mig.
Her praler Sinfjötli af det som fik Thorvald til at dræbe skjaldene. Nemlig at Sinfjötli har bollet Gudmundr så grundigt, at Gudmundr blev gravid (med ulveunger). Det betyder ikke noget, at det ikke er muligt rent videnskabeligt. Dette er symbolik. Sinfjötli præsenterer sig som en person med en stærk mandlig Hamingja. Sådan som en kriger bør vare. Samtidig reducerer han Gudmundr til en svag kvinde, som skal underkaste sig Sinfjötli i den kommende kamp. Sinfjötli siger ganske vidst dette som et nid rette mod hans modstander Gudmundr, men det viser, at de som lyttede til dette kvad en gang i 800 tallet havde den samme opfattelse af hvem en rigtig mand kunne have sex med og penetrerer, som de havde under Hellenismen. Dette er et romersk mandsideal.
Havde kvadets publikum haft en kristen moral, havde de syntes at Sinfjötli var en synder der gjorde en vederstyggelighed og som fortjente at dø.
Havde de været homofober og haft en moderne forestilling om homoseksualitet så havde de kaldt Sinfjötli for en “bæskubber.” Havde det været tilfældet havde dialogen mellem Sinfjötli og Gudmundr slet ikke set ud som den gør. I stedet viser dialogen at man i vikingetidens Norden havde et romersk mandsideal.
Hvis vi ser på forskellige saga-tekster, kan vi begynde at finde nordiske modsvarigheder til de andre identiteter, der fandes i Rom. Skjoldmøer ligner meget de romerske tribader. Glem alt om Lara Croft. Skjoldmøer i den islandske middelalderlitteratur ønsker normalt at være mænd, og også her er penetration et tema. Skjoldmøen Ladgert fungerede ikke seksuelt med Ragnar og de bliver skilt. De er begge aktive. De penetrerer. Bagefter giftede Ladgert sig med en anden mand, som hun senere penetrerede med et spyd.
I Sagaen om Skjoldmøen Hervör finder vi en anden modsvarighed til en romersk identitet.
Hervör har to onkeler som er Haddingr. De er kun halvt så meget værd som rigtige mænd i kamp.
Haddingr kommer fra ordet Haddr, hvilket betyder kvindehår / kvindefrisure.
Disse Haddingr boede i Uppsala. Saxo skriver om en af sine helte, som boede et stykke tid i Uppsala, at han der blev træt af de feminine danse og bifald, gøglerne høstet for sit skuespil og bjældernes blødagtige lyd. “Den franske religiøse sociolog, Georges Dumézil havde en teori om, at der var et særligt præsteskab til Frej og Njord i Uppsala, som var kendetegnet ved en kvindelig frisure. Saxos beskrivelse minder om Kybele-dyrkelsen i Rom.
Nogle af dem, der i den islandske middelalder litteratur anklages for at være umandige, er mænd, der praktiserer Sejd. Det er ikke ualmindeligt med kønsoverskridelse i shamanistiske traditioner, hvor shamanen bærer det modsatte køn klædedragt eller direkte skifter køn. Det er blevet beskrevet i en kilde fra 1800 tallet om samisk religion og en mandlig Nåjde begravet i kvindetøj er blevet fundet i en grav fra 1100-tallet i Hejredalen. I nordisk mytologi optræder Odin som en Sejðkvinde/vølve i flere steder. Odin bliver ikke penetreret, da han jo er den højeste gud og Odins tvekønnethed skal nok forstås i lyset af hans natur som den højest guddommelighed hinsides køn. Odins blodbror, Loke, bliver dog penetreret, da hesten Svadilfar gør ham gravid og senere føder han føllet Sleipner. Loke er den af guderne der mest minder om en shaman, når han skifter ham og rejser mellem alle verdener.
Det romerske mandsideal, som også er repræsenteret af den nordiske helt Sinfjötli, er ikke direkte foreskrevet noget sted i den nordiske mytologi. Det virke som om, at de forskellige Edda-kvad opfatter det som en del af virkeligheden. På samme tid er den mandlige harmingjá en magisk kraft, som ejes af den, der har den, men den indebærer til stadighed en uhensigtsmæssig frygt for at blive erklæret umandig. I det mindste for krigere.
Trymskvadet fortæller om det. Tor har mistet sin hammer og er i en situation, hvor han er umandig, svag, magtesløs. Den “rigtige” mand ville i den situation vælge at dø på ærens mark. Det går dog ikke, for Tor har forpligtelser overfor både guder og mennesker. Tor forsøger at opgive disse forpligtelser ved at forlange at Freja gifter sig med Trym. Det går bare ikke, fordi Freja ikke går med til det. Tor må helt enkelt tage sin umandighed på sig og klæde sig i brudekjole, være blød og give efter. Tor er som den “rigtige” macho-mand han er, bange for at guderne vil kalde ham umandig. Det gør guderne bare ikke. Tværtimod vil de have ham til at påtage sig sin umandighed. De ved, at det er den eneste måde, de kan få hammeren tilbage og der med Tors ‘mandlige Harmingjá’. Deri er visdom til vore dages macho mænd.
Det er undertiden blevet hævdet, at udtrykket Ergi forhindrede et “homoseksuelt” forhold mellem to mænd i vikingetiden Norden. Til det kan siges, at der ikke var nogen hindring i den Hellenistiske verden. Der er ingen tegn på, at den “rigtige” mands mandsideal var anderledes i Norden. Påstanden har en forkert forudsætning; at et “homoseksuel” forhold skal være ligestillet. Selv i dag er der ikke ligestilling i alle heteroseksuelle forhold og endnu mindre i jernalderen. Det er klart, at to “rigtige” mænd ikke kan være sammen, fordi begge er aktive og penetrerer, men en aktiv og en passiv er helt fint. En kriger kunne også sagtens være sammen med sejðmanden fra Ængstlighedens Ø.
I modsætning til den moderne opdeling i homo / hetero er den hedenske aktiv / passiv dualitet ikke så eksklusiv. En heteroseksuel behøver ikke homoseksuelle i deres verden (hvis vi antager, at personen er uden biseksuelle tilbøjelser). Den aktive har tværtimod brug for den passive til at være aktiv på. I hedenske samfund var der en forskel i status for aktiv og passiv, men ingen blev straffet eller fordømt. Tværtimod behøver den aktive og den passive hinanden. Emotionelt og funktionelt.
Den romerske historieskriver Tacitus er især i begyndelsen af det 20′ århundrede blevet taget til indtægt for den påstand, at homoseksuelle germanere blev druknet i moser. Det er imidlertid en forkert tolkning af Tacitus udtryk ”corpore infames.” Det vil sige de, som har vanæret deres krop og som angivelig skulle være de, som germanerne nedsænkede i moser og overdækkede med et fletværk af grene. Vi ved ikke, hvad germanerne har ment med udtrykket, at vanære sin krop, men andre steder skriver Tacitus at Germanerne opfattede det som særligt vanærende at efterlade sit skjold på slagmarken. Som nævnt har sex mellem mænd, i Tacitus romerske samtid, ikke været betegnet som vanærende. I så fald skulle det da kun have været den passive part, men som vi så med Julius Cæsar ovenfor, har denne position ikke forhindret hans politiske kariere.
Udtrykket ”corpore infames” er i Tacitus tekst direkte forbundet med en række betegnelser, der handler om optræden i krig. Udtryk, der betyder forrædere, overløbere der giver oplysninger til fjenden, kujoner og freds-elskere. Der er derfor ingen grund til at tro, at der i umiddelbar tilknytning hertil skulle komme et udtryk, der går på seksuelle handlinger. Koblingen mellem sex og en vanæret krop bygger helt og holdent på kristendommens forhold til sex og er derfor en anakronisme i forhold til Tacitus tid.
Andre klassiske historikere (Procopius og Ammianus) fortæller, at i hvert fald visse grupper af germanere praktiserede den samme pæderastisk pædagogik som grækerne. Her har det angiveligt drejet sig om en slags opdragelse af unge mænd, der har antaget den passive rolle, indtil de enten har vist sin duelighed i kamp eller dræbt et vilddyr som bjørn eller vildsvin. Måske en parallel til historien om Hjalte og Bødvar Bjarke fra Rolf Krakes Saga, hvor Hjalte først bliver regnet for en rigtig mand (eller kriger) efter at han kan fremvise en dræbt bjørn og har drukket dens blod.
Hvordan ville den traditionelle Asatro så havde stillet sig til vore dages LGBT begreb? Som vi så i forhold til Trymskvadet har guderne intet imod umandighed. Det kan tvært imod være nødvendigt en gang imellem.
Det er dog ikke sådan at der er fri sex i Asatroen, hvis nogen skulle havde troet det. Havamål introducerer begrebet “löst” der kan forstås som “synd” i seksuel forstand. Det handler mestendels om, at man som Asatroende ikke må lokke en andens kæreste eller ægtefælde til sex. Havamål advarer stærk i mod det og i Vølvens Spådom vers 39 står der ligefrem, at de der lokker en andens kæreste til sex, bliver pint af Nidhugg i Hverkelmer efter døden. Ja, kære venner, vi har et straffens dødsrige, der straffer seksuel adfærd efter døden! Vi må dog antage, at et sådant forbud ikke er afhængig af kønnet på kæresten eller ægtefællen. Det er ikke som sådan homoseksualitet der bliver straffet. Det rammer derfor i lige høj grad homoseksuelle som heteroseksuelle med en promiskuøs adfærd.
Selv om det ligner nogle religioner som mange Asatroende ikke er så glade for at blive sammenlignet med, så er Hverkelmer noget der har en parallel i Tartarus fra den græske mytologi og hvis det ligner kristendommen så er det fordi det kristne helvede oprindeligt var inspireret af det Hellenistiske Tartarus. I Asatroen har vi dog ikke den sociale kontrol der ofte findes i den type religioner.
I Havamål vers 93 og 94 står der, at man ikke skal klandre andre for deres seksuelle lyster og fejltrin, for selv den viseste kan falde i fristelse. I et kvad som Lokasenna, altså Lokes skænderi, kan man fornemme, at der er et tabu mod at diskutere andres seksualitet offentligt. Et tabu som Loke netop forbryder sig imod når han på uhøflig vis udstiller alle gudernes seksuelle hemmeligheder.
Så oversat til moderne sprogbrug må det være noget med at: homoseksualitet er helt i orden, lad være med at være promiskuøs og kom ikke med homofobiske bemærkninger.
Seneste kommentarer